Søndagstanker

Jeg havde fødselsdag i denne uge, i torsdags. 38 er nu den officielle alder. På papiret. Kroppen føles måske en anelse ældre, sindet lidt yngre. Eller hvad?

Er man gammel når man er 38 år? Det var man, da jeg var 18. De var jo oldgamle. Med børn, hus og campingvogn. Jeg har et barn, måske snart et hus = KÆMPE gæld for 3. gang i mit liv. Men jeg føler mig ikke gammel. Og jeg har altså ikke en campingvogn og bestemt ikke tænkt mig at anskaffe mig en, nogensinde. Måske er det derfor jeg føler mig "ung", eller ihvertfald yngre, på de gode dage. Og dem er der heldigvis allerflest af. De mindre gode dage er som regel selvpåført af en eller flere årsager. For meget rødvin, for meget kækhed til fitnesstime eller for meget sukker spiller som regel en stor rolle.... Heldigvis kan man da selv styre det, selvom man ikke altid gør det.

Min fødselsdag er som regel ikke noget særligt. Jeg har endda præsteret næsten at glemme den en enkelt gang eller to.
Men i tiden omkring datoen oplever jeg at jeg reflekterer mere over min hverdag, mit liv, min fortid, nutid og fremtid, end jeg normalt gør. Det er en fornemmelse af at gøre status. Hvor er jeg nu, hvor er jeg på vej hen, nåede jeg det jeg ville/skulle dette år og hvad er der egentlig sket?

Det sidste år er der sket meget, både godt og mindre godt. Når jeg tænker tilbage på de sidste 15 år, så har det været en stor rutsjetur på godt og ondt. Var jeg blevet spurgt for 15 år siden, hvor jeg ville være idag, så havde jeg ikke svaret med en beskrivelse af mit liv indtil nu. Og det er ikke ment negativt. Tværtimod. Jeg er utrolig taknemmelig for mit liv, jeg er glad, tryg og har (næsten) ikke noget at klage over. Selvom der er visse ting og perioder jeg godt kunne have været foruden.

Livet er en af de få ting vi ikke kan styre. Vi må tage udfordringerne som de kommer, lære af dem og bruge erfaringerne. Nogle gange bliver vi kastet ud hvor vi ikke kan bunde og må hundesvømme som en gal, bare for at holde hovedet over vand længe nok til at inhalere den smule luft der gør at vi kan overleve og kæmpe videre.
Nogle gange klarer vi os selv i land, andre gange kaster en venlig sjæl en redningskrans i vores retning.

Hovedsagen er at vi kommer i land. På den eller anden måde. Og husker selv at kaste en redningskrans engang imellem.